Vi mennesker er eksperter i at bebrejde os selv. Denne artikel udforsker, hvad vi fortryder mest, og hvordan disse selvbebrejdelser påvirker vores liv og relationer. Læs videre for at få indsigt og råd til at håndtere fortrydelser.

Vi mennesker er eksperter i at bebrejde os selv. Vi har en tendens til at dvæle ved fortiden og spekulere over, hvad vi kunne have gjort anderledes. Men hvad er det egentlig, vi fortryder? Og hvordan påvirker disse selvbebrejdelser vores liv?

Kærlighed og romantik i højsædet

Når man spørger folk, hvad de fortryder mest her i livet, handler det ofte om de nære relationer. Især kærligheden fylder meget. Mange fortryder de chancer, de aldrig tog. Den flirt, der aldrig blev til mere. Den forelskelse, man ikke turde følge. Eller det forhold, man ikke kæmpede nok for at redde.

"Jeg fortryder, at jeg ikke fortalte hende, hvordan jeg havde det," fortæller 35-årige Mads. "Vi var kolleger og havde en fantastisk kemi. Men jeg turde aldrig tage skridtet videre af frygt for at ødelægge vores venskab og arbejdsrelation. I dag er hun gift med en anden, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde været mere modig."

Mads' historie er langt fra enestående. Rigtig mange går rundt med lignende tanker om uforløst kærlighed og romantik. Det kan være svært at give slip på "hvad nu hvis"-scenarierne og acceptere tingenes tilstand.

Fortrydelser over bristede relationer

Ud over den kærlighed, der aldrig blev til noget, fylder fortrydelser over bristede relationer også meget. Mange bebrejder sig selv for ikke at have gjort mere for at redde et forhold, der var i krise.

"Da min ekskæreste og jeg gik fra hinanden efter 7 år, var jeg overbevist om, at det var det rigtige," fortæller 29-årige Anna. "Men i dag fortryder jeg, at jeg ikke kæmpede mere for os. At jeg ikke foreslog parterapi eller tog en timeout i stedet for bare at smide håndklædet i ringen. Måske kunne vi have fundet en vej igennem krisen, hvis jeg havde givet det en ekstra chance."

Brud kan efterlade dybe ar og en følelse af, at man har svigtet – både den anden og sig selv. Selv om man måske godt ved, at det ikke kun var ens egen skyld, kan tankerne alligevel nage. "Gjorde jeg nu også alt, hvad jeg kunne?"

Forpassede muligheder i familielivet

Også i familielivet kan der være ting, vi fortryder. Måske føler vi, at vi ikke har været der nok for vores børn eller forældre. At vi har prioriteret arbejde eller venner højere end familien. Eller at vi ikke har sagt undskyld eller "jeg elsker dig", mens tid var.

"Min far blev syg og døde ret pludseligt for et par år siden," fortæller 42-årige Lise. "I tiden op til var jeg meget stresset på mit arbejde og fik ikke besøgt ham så ofte, som jeg gerne ville. Det nager mig i dag. At jeg ikke tog mig mere tid til at være sammen med ham i hans sidste tid. At jeg ikke fik sagt alle de ting, jeg gerne ville sige. Den tid kommer aldrig igen."

Mange af os har nok oplevelser som Lises. Oplevelser af at have forpasset muligheder for nærvær og samvær med dem, vi holder af. Og det kan være svært at tilgive sig selv for.

Når vi ikke lever op til egne forventninger

En anden stor kilde til selvbebrejdelser er, når vi føler, at vi ikke lever op til vores egne forventninger og ambitioner. Måske drømte vi om at blive skuespiller, men endte som revisor. Eller måske ville vi gerne rejse jorden rundt, men fik aldrig taget os sammen til det.

"Jeg har altid drømt om at skrive en bog," fortæller 47-årige Henrik. "Men det er bare aldrig blevet til noget. Der har altid været en undskyldning - for lidt tid, for meget arbejde, for mange forpligtelser. Nu er jeg snart 50 og tænker mere og mere over, om jeg nogensinde får gjort alvor af det. Om jeg vil fortryde på mit dødsleje, at jeg aldrig fik skrevet den bog."

Henriks tanker går igen hos mange. Vi har alle sammen drømme og mål, som vi ikke altid får indfriet. Og det kan give en nagende følelse af at svigte os selv og ikke udleve vores fulde potentiale.

Når vi lader frygten bestemme

Rigtig mange af vores fortrydelser bunder i frygt. Frygten for at blive afvist, frygten for at fejle, frygten for at træde ved siden af. Vi lader frygten tage styringen og ender med ikke at gøre de ting, vi egentlig gerne vil.

"Jeg har altid gerne villet rejse alene," fortæller 31-årige Sofie. "Men jeg har aldrig turdet tage springet. Tænk nu hvis jeg følte mig ensom? Eller kom til skade? Eller ikke kunne finde ud af det praktiske? Nu sidder jeg og fortryder, at jeg ikke bare kastede mig ud i det, mens jeg var yngre og havde færre forpligtelser."

Sofies historie er et eksempel på, hvordan vi kan lade frygten begrænse os og holde os tilbage fra at forfølge vores drømme. Og det kan være en stor kilde til fortrydelse senere hen.

Hvad gør vi ved selvbebrejdelserne?

Så hvad stiller vi op med alle disse selvbebrejdelser og fortrydelser? Hvordan undgår vi at lade dem definere os og holde os tilbage fra at leve livet fuldt ud?

Først og fremmest er det vigtigt at erkende, at fortrydelser er en naturlig del af livet. Vi træffer alle sammen valg, og nogle gange viser de sig at være de forkerte. Men i stedet for at dvæle ved det, kan vi bruge fortrydelserne som læring og motivation til at træffe modige valg fremover.

Vi kan også øve os i at være mere nærværende og værdsætte det, vi har, i stedet for altid at fokusere på det, vi mangler. At fokusere på taknemmelighed og glæde over de gode ting og relationer i vores liv.

Og så kan vi øve os i at tilgive os selv. At acceptere at vi ikke er perfekte, og at vi nogle gange træffer valg, vi fortryder. Men at vi altid gør vores bedste ud fra de forudsætninger, vi har.

Måske er det vigtigste budskab, at det aldrig er for sent at ændre kurs. At tage chancer, forfølge drømme og rette op på fortidens fejltrin. Vi har kun det her ene liv, og vi skylder os selv at leve det modigt og helhjertede - også selv om det nogle gange indebærer risikoen for at fortryde. For mere inspiration, læs om hvordan du kan genopliv gnisten i jeres forhold eller find den eneste ene.